Italiens befolkning er omkring 60 millioner, på trods af at den har en af Europas laveste fødselsrater og den største kløft mellem fødsler og dødsfald. Befolkningen ældes med en medianalder på femogfyrre. Eksperter forudser, at fødselsraten vil falde med 7 millioner i løbet af de næste halvtreds år, ifølge estimater fra 2017 fra Istat, det nationale statistikkontor.
Ændringer i befolkningen skyldes tre faktorer; lavere fødselsrater, større emigration og en befolkning med længere levetid. Italien har nu en af de ældste befolkninger i Europa, næst efter Tyskland, og befolkningsniveauet er blevet boostet af immigration. Ifølge statistikker har 4,9 millioner udlændinge nu italiensk statsborgerskab.
En grund til dette er mindre familier, da flere og flere kvinder søger deres egen karriere, selvom kvinder stadig kun udgør en relativt lille procentdel af den faglige og tekniske arbejdsstyrke. Mens 88 procent af alle italienske kvinder får et barn, beslutter mere end halvdelen ikke at få et andet. Interessant nok er den forventede levetid for italienske kvinder fordoblet på halvtreds år til en gennemsnitsalder på toogfirs.
Ifølge FN’s skøn vil der være behov for omkring 300.000 immigrantarbejdere om året for at opretholde Italiens arbejdsstyrke. Der har været en jævn strøm af migranter fra Nordafrika og Fjernøsten, men størstedelen kommer nu fra det centrale og sydøstlige Europa. Selvom Italien har gjort nogle forsøg på at dæmme op for immigration, betragtes disse udenlandske arbejdere også som “nyttige angribere”. I årtier var Italien et emigrationsland (hovedsageligt til USA og Latinamerika og senere Australien). Tilstedeværelsen af immigranter i Italiens byer er et relativt nyt fænomen, og mange italienere er stadig ved at affinde sig med det.
Et kendt problem i den seneste italienske politik har været tilstrømningen af flygtninge, især fra Afrika og Mellemøsten.
Historier om flygtninge, der krydser Middelhavet i ældre bådskummer, handlet af kriminelle, ofte forladt og ladet glide mod de italienske kyster, måske for at blive reddet af italienske kystvagter, var en af de tilbagevendende tragedier i internationale nyheder i 2014-15 og en som den utilstrækkeligt ressourcestærke EU -middelhavsflåde ikke med succes kunne løse.
Den italienske flåde sagde, at den ikke længere kunne ressourcer redningsaktionerne på det nødvendige niveau, og i slutningen af 2014 annoncerede EU -bagmænd også nedskæringer i deres støtte.
På trods af dette har den italienske flåde, assisteret af velgørende skibe, fortsat med at bevare “mare sicuro” (sikkert hav) ved at redde migranter, især dem, der går i Libyen, men problemet er, at selv når de reddes, er italienske havne overbelastede og stadig mere ude af stand til at rumme flygtninge.